bbaa1122

BMI (Body Mass Index) er det officielle mål for, om du har en sund vægt. Fordelen ved BMI er, at den tager din højde med i betragtning i modsætning til den vægt du ser, når du stiller dig op på en badevægt.

Hvordan beregnes BMI?

BMI viser forholdet mellem vægt og højde. Derfor er det en god indikator for, om du vejer for meget, for lidt eller tilpas i forhold til, hvor høj du er. BMI beregnes ved at dividere kropsvægt i kilo med højde i meter i anden potens:

BMI beregning

Der findes mange BMI-beregnere på nettet, der måler BMI hurtigt og nemt.

Hvad er en sund BMI?

fit kvinde med god bmi

En sund BMI kendetegnes ved at ligge mellem 18,5 og 25. Udregnes BMI’en for en person under 19 år, skal der dog tages visse forbehold.
Her kan du se, hvad din BMI betyder:

BMI under 18,5:                  Du er undervægtig
BMI mellem 18,5-25:          Du er sund og normalvægtig
BMI mellem 25-30:             Du er overvægtig
BMI mellem 30-40:             Du er svært overvægtig
BMI over 40:                                            Du er ekskremt overvægtig

Der kan dog være andre grunde til, at din BMI ligger over, hvad der anbefales, så lad ikke BMI’en tale for sig selv.

Ulemperne ved BMI

I og med, at BMI kun tager højde for din kropsvægt, er den ikke altid 100% pålidelig. Har man en stor muskelmasse kan man godt have en høj BMI selvom man ikke har særlig meget fedt på kroppen.

Det samme kan gøre sig gældende, hvis man har en kraftig knoglebygning. I dette tilfælde er det mere relevant at måle sin fedtprocent, da ens vægt ikke nødvendigvis er sundhedsskadelig, selvom man har en BMI, der indikerer det.

BMI siger heller ikke noget om fedtfordelingen på kroppen. Er fedtet fordelt på usunde steder, fx på maven, kan det godt være sundhedsskadeligt, selvom din BMI ligger i det normalvægtige område under 25.

Video: bliv klogere på hvad BMI egentlig fortæller om din sundhed (engelsk):

Alternativer til at udregne BMI

Selvom BMI er det officielle mål for en sund vægt, kan det være nødvendigt at bruge andre metoder til at måle sin vægt.

BMI måling

  • Mål dit taljemål
    Det usunde fedt sidder ofte på maven, og derfor er taljemål et godt sundhedstjek. For meget fedt rundt om maven er ofte årsag til hjerte-kar-sygdomme. I og med, at BMI ikke siger noget om fedtfordelingen på kroppen, er det en god ide at måle sin talje, selvom ens BMI ligger inden for det anbefalede område. Her kan du tjekke, om du har et sundt taljemål.
  • Mål din talje-hofte-ratio
    Et endnu bedre alternativ er at måle dit taljemål i forhold til dit hoftemål. Et sundt forhold mellem hofte og talje er en god indikator for, om du har en sund fedtfordeling. Tjek din talje-hofte-ratio her.
  • Mål din fedtprocent
    Kropsfedt i for store mængder er i mange tilfælde sundhedsskadeligt, og derfor er din fedtprocent en god sundhedsindikator. Dog siger fedtprocenten ikke noget om fedtets fordeling på din krop, så tag dette i betragtning. Mål din fedtprocent her.