“Din mad er smækfyldt med sukker”, skrev Berlingske i en samfundsklumme for nogle år tilbage. Det øgede fokus på sukker blev blandt andet ansporet af en udvidet sukkerafgift. For hvad er der egentlig sukker i? Vi ved godt, at der er sukker i slik, kage, is og sodavand. Ønsker man at skære de umiddelbare ‘syndere’ i sit liv væk. vil det nok være dér, de fleste kigger først, hvilket også er berettiget. Desværre overser mange af os nok brødblandingen til grovboller i skabet – der ifølge en ernæringsekspert kan indeholde sukker svarende til hele 59 sukkerknalder! En uskyldig dilddressing på 300 gram i køleskabsdøren fra et almindeligt kendt brand viser sig også at have et sukkerindhold på 60 sukkerknalder. Men hvor meget skal man gå op i det for at have en sund livsstil? Vi ser lidt nærmere på et omdiskuteret emne.
Sukkers knap så søde side
Sukker er kulhydrater der er naturligt forekommende i frugt og mælkeprodukter. Tilsat sukker indeholder derimod ingen, eller stort set ingen, vitaminer og mineraler. Tilsat sukker giver ikke din krop noget, den har brug for, og derfor kan det kategoriseres som et nydelsesmiddel. Kroppen reagerer på sukker ved at give en kort og hurtig energitilførsel, efterfulgt af en mindre god mæthedsfølelse der hurtigt kan føre til overspisning. Sukkeret bidrager til en hurtig stigning og derefter et fald i blodsukkeret. Det kan medvirke at man kommer til at føle sig mere træt. Sukker sætter sig som fedt på kroppen, og sammenlagt med den forringede mæthedsfornemmelse, kan overvægt være et resultat hos både børn og voksne. Overvægt i sig selv udgør en risiko for at udvikle visse livsstilssygdomme, og dermed kan sukker blive en indirekte faktor i forhold til livsstilssygdomme.
Et sødt liv i balance
Forskningen er langt fra at nå til bunds i, hvad der virkelig gør os sunde og hvad der gør os usunde. Man ved dog at mange forskellige ting spiller ind såsom arveanlæg, miljø, generel indstilling til livet og fysisk og mental trivsel. Derfor vil det at isolere sukker som en stor synder i denne sammenhæng være omsonst. Ønsker man at passe på vægten, kan det dog være relevant at kigge på sit sukkerindtag. Samtidig forbindes sukker også med hygge herhjemme – og hygge er bestemt også en vigtig faktor for vores trivsel. Så her kan du finde en opskrift på en formidabel kage (der indeholder sukker), men som sikkert vil skabe begejstring hos familien. Den føromtalte ernæringsekspert nævner, at vi ikke skal være bange for mad, men at det er relevant at være opmærksom på hvad vi putter i munden. Alt med måde.